TABOO

 

Powerrock fra øverste hylde
Der er tunge riffs og fængende melodier på menuen, når det nye, danske hardrock-band, Taboo, indtager landets spillesteder. Kernen i bandet er power-duoen Christoffer Stjerne og Ken Hammer, der har slået sig sammen for at servere hårdtslående rock med et moderne tilsnit.
Christoffer Stjerne og Ken Hammer er yderst velkendte ansigter på rockscenen i både Danmark og i udlandet. Rock-elskere verden over vil genkende guitarist Ken Hammer som stiftende medlem af den danske hardrock-institution, Pretty Maids.
Ikke alene har han leveret tråd til Pretty Maids gennem fire årtier, han har også været en solid hjørnesten i metal-mestrenes sangskrivning i alle årene. Forsanger Christoffer Stjerne er kendt fra bandet H.E.R.O, som har tre albums på cv’et og har sendt kraftfuld, melodisk rock til tops på blandt andet radio- og salgslister i Japan. Desuden er Christoffer Stjerne sangskriver og producer og arbejder med rock- og popartister fra hele verden.
Med andre ord er Taboo en ny, musikalsk legeplads for to af Danmarks mest erfarne sangskrivere og musikere. Den nye stjerne-duo har tidligere på året udgivet tre singler og har nu sendt det selvbetitlede debutalbum på gaden.
Albummet er produceret af duoen selv, men mixet af den danske metal- og rocklegende Jacob Hansen. Taboos sange er pakket med guitar-riffs og melodiske hooks, der tilsammen giver et bundsolidt og yderst velspillet bud på, hvordan tung rock skal lyde i dag.
TABOO:

Christoffer Stjerne, vokal

Ken Hammer, guitar